07/11/2010 - Finnish Open, Bakke og Nete i kamp

Første mand på måtten var Alexander Bakke i -73 kg. Alexander skulle op imod en tysker. Kampen startede meget lige, hvor Alexander var klart mest aktiv. Tyskeren kom dog hurtigt ind i kampen, og formåede gang på gang at få det dominerende greb, som er så vigtigt i moderne judo. Alexander kom derfor under hårdt pres, som til sidst resulterede i at tyskeren kastede til wazari, og desværre kom Alexander aldrig tilbage i kampen. Tyskeren gik videre i finalen, hvor han tabte til en russer, som ugen forinden efter min mening blev bortdømt i finalen til Swedish Open. Alexander var derfor videre i turneringen og skulle i sin næste kamp op imod en svensk/tunesisk kæmpere. Alexander gjorde kort proces og kastede først til yuko og derefter til ippon inden for 30 sekunder. I næste kamp var Alexander op imod en stærk finne, som senere blev nr. 3 i vægtklassen. Alexander kom aldrig ind i kampen, og blev kastet til ippon i en lovlig bengriber, og var derfor ude af turneringen. Nete Dehlendorf – 63kg var eneste kvindelig deltagere for Danmark og taget hendes unge alder i betragtning gjorde hun en rigtig flot figur. I første kamp mødte hun en tæt lille russer. Nete gik upåvirket til opgaven og kæmpede en flot og kontrolleret sejr hjem til hende selv og Danmark. Hun kastede russeren til yoku midt i kampen. Derefter viste hun taktisk snilde og dejlig aktiv judo, som medførte at russeren aldrig var tæt på kaste hende.  Da Nete var oversidder i første kamp, var hun nu i semi-finalen mod Østrigeren, som havde vundet Swedish Open ugen forinden. Nete startede kampen flot med gode forsøg, men østrigeren viste sig for stærk og fangede Nete i et holdegreb midt kampen, som hun desværre aldrig kom ud af. Østrigeren vandt senere turneringen, hvilket naturligvis udløste bonussen på 1000 euro, så det totale præmiebeløb blev 3000 euro. En udmærket løn for to dages arbejde på måtten. Nete var nu i bronzekampen mod den erfarne Camilla Söndelig fra Sverige. Det blev en utrolig tæt kamp, hvor Nete var foran, da der kun manglede et minut af kampen. Desværre havde svenskeren et ekstra gear, som medførte at Nete fik to passivitetsstraffe i det sidste minut, og da Nete havde en straf i forvejen var Camilla foran med en wazari mod Nete’s yuko. Det blev også det endelige resultat. Der er ingen tvivl om, at hvis Nete bliver ved med at træne hårdt, så har hun og Danmark nogle fantastiske seniorresultater i vente. Hun vil helt sikkert, hvis hun holder sig skadesfri, i den kommende sæson være et af Danmarks stærkeste kort i forhold til at hente internationale juniormedaljer hjem til Danmark. Ulf Barritt - Seniorlandstræner

Log ind