18/09/2010, EM i Bulgarien, Samakov
EM er overstået
Og det blev desværre til kort proces for de danske deltagere, Emil Sinkjær stod for den ene sejr Danmark fik med hjem.
Thor Nielsen var første dansker på måtten ved EM 2010, han fik i den første kamp fornøjelsen af en portugiser, som på papiret var en overkommelig modstander, men Thor fik ikke fundet den rigtige taktik frem på dagen og måtte til sidst se sig besejret med wazari i hans eneste kamp ved EM.
Emil Sinkjær starter med at vinde sin første kamp, på en rigtig flot uchi-mata lidt over halvvejs i kampen. Det så faktisk rigtig godt ud i starten af kampen, hvor han var styrende, han taber lidt kampen undervejs og blev kastet til wazari, men rejser sig igen og finder guldkastet frem på det helt rigtige tidspunkt og kaster sin polske modstander til ippon. I sin næste kamp møder han en kæmper fra Ungarn, som han har gode forsøg mod i starten af kampen ligesom første kamp, men han taber lidt terræn og får ikke kørt sit greb helt igennem og bliver derefter løftet i te-guruma til ippon.
Nete Dehlendorff er med til sit første EM som junior og hun gjorde det rigtig fint, hun kæmper lige op med sin modstander fra Georgien, og de har begge gode angreb i den ordinære kamp der endte uafgjort. Man kunne tydeligt se, at de begge var mærket efter en hård kamp, da golden score gik i gang. Nete forsøger sig med seionage, der desværre mislykkedes og bliver derefter vendt i newasa og holdt til ippon.
En ok indsats fra de danske kæmpere, men denne turnering vidner om at vi stadig har et stykke vej endnu.
Med venlig hilsen
Kim Christiansen.





